Med støtte fra Fonden for Retfærdig Omstilling etablerer Aalborg Universitets Institut for Energi et helt nyt testmiljø for CO₂-fangst og -genanvendelse (CCUS) samt Power-to-X, hvor grøn strøm omdannes til brint og e-fuels.

Aalborg Universitet, der er en del af konsortiet bag CO2Vision, har modtaget 22, 2 millioner kroner til projektet C-TECH fra Fonden for Retfærdig Omstilling til at opbygge et fleksibelt testmiljø, hvor både studerende og virksomheder kan trænes i fremtidens grønne teknologier.

Kompetencer i fokus
Det nye testmiljø er ikke kun fokuseret på selve den grønne teknologi – opkvalificeringen af mennesker til at bruge teknologien spiller en endnu større rolle:

Studerende og virksomheder skal side om side opbygge kompetencer inden for CO₂-fangst, -anvendelse og -lagring (CCUS) samt Power-to-X, hvor grøn strøm omdannes til brint og syntetiske brændstoffer.

C-TECH testmiljøet er designet modulært med containere, der kan sættes sammen fleksibelt i en permanent infrastruktur, der kan tilpasses konkrete samarbejder mellem Aalborg Universitet og industrien.

“Vi har ønsket at skabe et miljø, hvor virksomheder og studerende kan mødes om konkrete teknologier og ny forskning – ikke bare i dag, men også om fem og ti år,” siger Dennis Severin Hansen, adjunkt på Institut for Energi, der er tovholder for projektet sammen med lektor Mads Valentin Bram.

”Testpladsen muliggør overgangen fra teori til praksis, hvor de bedste kompetencer skabes,” tilføjer Mads Valentin Bram.

I brug fra 2027
Projektet samler forskere, undervisere og erhvervsfolk om et fælles mål: At accelerere den grønne systemomstilling og skabe varig impact.

De første moduler forventes at blive taget i brug i løbet af 2027, og ambitionen er, at C-TECH skal bidrage til at styrke både innovationstempo og kompetenceudvikling i hele sektoren.

Aalborg Universitets Institut for Energi har hovedsæde i Aalborg, mens det nye testmiljø opføres på universitetets campus i Esbjerg.

Fakta om C-TECH

  • Projekttitel: Carbon Transformation & Energy Control Hub (C-TECH)
  • Støttebeløb: 22,2 mio. kr. fra Fonden for Retfærdig Omstilling
  • Projektperiode: Oktober 2025 – september 2028
  • Fokusområder: CO₂-fangst og -anvendelse (CCUS) samt Power-to-X
  • Projektledere: Dennis Severin Hansen og Mads Valentin Bram

Læs mere på Institut for Energis LinkedIn-side.


Billede: Projektlederne Dennis Severin Hansen og Mads Valentin Bram samt projektdeltagerne Kenneth René Simonsen, Stefan Ehlers Jespersen, Kasper Jessen og Simon Pedersen.

 

C-TECH projektteamet