Fonden for Retfærdig Omstilling tildeler 27,2 mio. kr. til PytoCCUS – et forsknings- og udviklingsprojekt vedrørende integrering af pyrolyse med CO2-fangst og -fordråbning ved biogasanlægget Agri Energy Vrå.  Formålet er at opnå en højere udnyttelse af biogent kulstof. 

Danmark står overfor en stor omstillingsproces for at opnå klimaneutralitet i 2045. Anvendelse og videreudvikling af teknologier, der anvendes til opsamling, anvendelse og lagring af CO2 (CCUS), spiller en central rolle i at indfri ambitionerne for klimaet.

Det er nødvendigt at gøre CCUS-teknologierne skalérbare og accelerere udbygningen af CO2-infrastrukturen, hvis CCUS skal bidrage til at indfri de nationale klimamål og afbøde de negative beskæftigelsesmæssige konsekvenser ved den grønne omstilling.
Brun bioraffinering såsom pyrolyse anses som en central teknologi, der ved brug af rest- og affaldsprodukter fra landbrug og affaldssektoren som fx gylle, halm, spildevandsslam og restfibre fra biogasproduktion kan levere grøn energi og lagre en stor del af kulstoffet i jorden, så det ikke frigives til atmosfæren.

Med annonceringen fra Fonden for Retfærdig Omstilling skal nye nøgleteknologier inden for CCUS og brun bioraffinering gøres mere markedsparate gennem innovations-, udviklings-, demonstrations- og skaleringsprojekter med afsæt i nord- og sydjyske styrkepositioner.

Projektet PytoCCUS’ overordnede formål er at udvikle løsninger, der sikrer maksimal udnyttelse af biogent kulstof i form af biomasse og integrerer to forskellige kulstoflagringsteknologier for at opnå den størst mulige klimavirkning.

Der udvikles teknologi til fangst og fordråbning af CO2, som muliggør væsentlige reduktioner af udledningen af drivhusgasser med udgangspunkt i et eksisterende biogasanlæg beliggende i Nordjylland. Projektets partnere er langt overvejende hjemmehørende i Nord- eller Sydjylland, hvilket bidrager til udvikling og vækst i disse landsdele.

Projektet anseelige omfang målt i timer sikrer beskæftigelse i blandt andet Nordjylland og opbygger derigennem vigtig erfaring og uformel kompetence for partnernes mange medarbejdere i både Nord- og Sydjylland.

Partnere

Agri Energy Vrå

Ammongas

Roskilde Universitet

Soft og Teknik A/S

Stiesdal Skyclean

Teknologisk Institut

Energy Cluster Denmark