Hvis den nordjyske CCUS-industri for alvor skal få fodfæste, så har de små og mellemstore virksomheder en nøglerolle at spille. Første skridt er, at de bliver overbevist om, at der er en god forretning at gøre.

Når man bygger et bord, skal man sørge for, at alle benene er sat godt på – ellers risikerer bordet at vælte.

Sådan er det også med CCUS-industrien. Den skal rejses på alle ben på en gang, hvis det skal lykkes at skabe en CCUS-industri med udspring i Nordjylland, som kan begå sig på markedsvilkår. Sådan lyder det fra lektor Louise Brøns Kringelum fra Aalborg Universitet:

– Ingen virksomhed kan få succes med CCUS på egen hånd. Det er nødvendigt, at virksomhederne forbinder sig med hinanden i den forstand, at de forstår deres egen rolle i systemet og accepterer, at den gode forretning for den enkelte virksomhed kræver, at den samlede værdikæde hænger sammen og fungerer, forklarer hun.

Tag ved lære af vind-industrien

Louise Brøns Kringelum peger på, at offshore vind-industrien er værd at tage ved lære af. Her er det nemlig lykkedes at skabe et helt system eller en værdikæde af leverandører, underleverandører, aftagere og andre stakeholdere. Systemet er velfungerende nu, men det har også haft mange år til at komme så vidt.

Spørgsmålet er i følge Louise Brøns Kringelum, hvordan vi får etableret en tilsvarende levedygtig industri omkring CCUS. Hun svarer selv:

– Første skridt er at få analysen af markedet og værdikæden på plads, så den enkelte virksomhed forstår, hvad der er for forretningsmodeller, andre virksomheder har, og hvordan de kan skabe sammenhæng med deres egen, vurderer hun og fortsætter:

– Der er god grund til at have et særligt fokus på SMV’erne, for de kan ofte ikke strikke en færdig forretningsmodel sammen til en satsning på CCUS selv. De er typisk afhængige af at kunne være en lille del af en større helhed. Det afgørende spørgsmål for dem er: Hvem kan vi levere ind til? For at kunne svare på det, skal de kende CCUS værdikæden godt og have deres forretningsmodel på plads.

SMV’erne tager skridt i CO2Vision

Sin erfaring med SMV’ernes syn på forretningsmulighederne og deres værdikæde-rolle i en nordjysk CCUS-industri har Louise Brøns Kringelum fra CO2Vision. Her hjælper hun virksomhederne med at kortlægge deres modenhed og mulige match i forhold til at spille en rolle i CCUS-industriens fremtid.

– De får en indsigt i, hvad man gør inden for CCUS verden over, hvad best practice er, hvordan man selv kan passe ind og få ideer til at skabe en god forretning på CCUS. Det er et godt sted at starte, forklarer Louise Brøns Kringelum.